Tilstandsrapport
Ejerbolig – hus, lejlighed og rækkehus mv.
Hvis du ejer en lejlighed, et rækkehus, dobbelthus, parcelhus eller sommerhus, er en tilstandsrapport som udgangspunkt ikke lovpligtig ved salg. Det samme gælder en elinstallationsrapport.
Ønsker du derimod at benytte den såkaldte Huseftersynsordning, skal du have udarbejdet både en tilstandsrapport og en elinstallationsrapport.
Huseftersynsordningen giver dig som sælger mulighed for at begrænse dit ansvar for skjulte fejl og mangler ved ejendommen. Det kræver blandt andet, at køber får tilbudt en ejerskifteforsikring, og at du som sælger opfylder ordningens betingelser.
Vælger du ikke at benytte Huseftersynsordningen, kan du fortsat risikere at hæfte for skjulte fejl og mangler efter salget. Derfor kan det være en rigtig god idé at undersøge mulighederne for at få udarbejdet de nødvendige rapporter.
Husk også, at der som udgangspunkt skal foreligge et gyldigt energimærke ved salg af en bolig, medmindre boligen er omfattet af en undtagelse.
Andelsbolig
Når du sælger en andelsbolig, gælder der andre regler end ved salg af en ejerbolig. Her er det andelsboligforeningens vedtægter og regler, der bestemmer. Det er ofte foreningen eller dens administrator, der står for dele af salgsprocessen, herunder at hyre ekstern vurdering af andelen og fastsættelse af den maksimale salgspris.
Der kan desuden være krav om, at boligen først tilbydes foreningens interne eller eksterne ventelister, inden den kan sælges frit.
Inden du går i gang med salget, anbefaler vi derfor, at du kontakter din andelsboligforening og undersøger de konkrete regler og procedurer.
Du kan også finde mere information på Andelsportal.dk og Boligejer.dk.
Fritidsbolig/sommerhus
Ved salg af fritidsbolig eller sommerhus er en tilstandsrapport og en elinstallationsrapport generelt ikke lovpligtige. Ønsker du som sælger at benytte Huseftersynsordningen og give køber mulighed for at tegne en ejerskifteforsikring, skal de relevante rapporter dog udarbejdes.
Vælger du at undlade ordningen, kan du fortsat risikere at hæfte for skjulte fejl og mangler efter salget.
Vær også opmærksom på reglerne om energimærkning, da der som udgangspunkt gælder krav om energimærke ved salg, med mindre ejendommen er undtaget.
Vi anbefaler dig desuden at læse op på den såkaldte sommerhusregel i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2. Reglen betyder, at fortjenesten ved salg af et sommerhus eller en fritidsbolig som udgangspunkt kan være skattefri for private ejere, hvis betingelserne i loven er opfyldt.
Vi anbefaler, at du undersøger de konkrete regler hos Skattestyrelsen, inden du gennemfører salget.
Vigtigt vedrørende ovenstående information:
Ovenstående informationer er udelukkende vejledende og skal betragtes som generel information. Vi bestræber os på at sikre, at oplysningerne er korrekte og opdaterede, men vi kan ikke garantere, at indholdet til enhver tid er fuldstændigt eller i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Sælg Din Bolig Selv kan ikke holdes ansvarlig for eventuelle fejl, mangler eller dispositioner, der træffes på baggrund af informationerne på denne side.
Vi anbefaler altid, at du søger professionel rådgivning hos relevante fagpersoner eller myndigheder, inden du træffer juridiske eller økonomiske beslutninger i forbindelse med dit boligsalg.